Historiefortællingsforløb

Sigtet med denne øvelse er at se på eksempler af kulturmøder på en ufarlig måde. Når vi gør møderne til teater/fiktion, kan vi se på dem udefra og med andre øjne. Vi kan endda ændre på et uhensigtsmæssigt forløb og gøre scenen og derved mødet bedre. Vi spiller scener, som eleverne selv har fortalt og selv valgt ud. På den måde, bliver det historier om kulturmøder, som er vedkommende og genkendelige for eleverne.

Grupper på ca. fire personer er godt. Alle i gruppen fortæller hver sin historie om en hændelse, hvor kulturmødet var i spil. Hvem var til stede, hvor foregik det, hvad skete der? Når alle har fortalt besluttes i gruppen hvilken historie, man vil præsentere. Hvilken historie synes flest om, hvilken historie får flest aspekter med. Gruppen må gerne have to favoritter. Nu vender alle sig mod læreren og hver gruppe genfortæller den/de historier, som de har valgt. Hvis der er mere end en, hjælper læren med at vælge den bedste. Læren skal være opmærksom på, om historien kan spilles, altså om man kan lave en teaterscene ud af den. Og læreren skal også se på, om temaet, kulturmødet, er i spil. Nu går alle tilbage i grupperne og historierne skal dramatiseres. Alle navne skal ændres, også bynavne. Det skal blive fiktion. Grupperne iscenesætter og går det igennem en enkelt gang inden alle viser deres scener i plenum. Efter hver scene skal der være tid til en lille proces: To eller tre af personerne i scenen skal stille sig frem, og publikum skal byde ind med vedkommendes tanker.

Læreren spørger: Hvad tænker han/hun på? (se også Perspektivbytte)

Prøv at leve jer ind i personen og overvej, hvad vedkommende tænker. Når en publikum kommer med et bud, gentager skuespilleren tankerne, blot ved at sige ”jeg tænker…” i stedet for ”han/hun tænker…” Det er vigtigt at gøre børnene opmærksomme på, at en person kan have mange forskellige og modsatrettede tanker i hovedet på én gang. Og det den ene siger, kan være noget helt andet end det, den anden siger. Hvis der er tid, kan man også efter hver scene tage en snak om, hvad skulle der ske, hvis denne situation skulle blive bedre? Hvem skulle gøre eller sige noget anderledes og hvad skulle det være. De forslag, som kommer, kan man så prøve at spille, og på den måde se om det virker bedre. Skuespillerne skal improvisere. Min erfaring med børn er, at det sjældent er svært for dem. Det er jo ligesom, når de leger. Men hvis de slet ikke forstår hvad man mener, kan man tale om, at man ikke skal tænke for meget over hvad man gør. Altså at man bare gør det uden forberedelse.  (Bare prøv, kast jer ud i det, det første, som falder dig ind, er det, du skal gøre, tænk ikke over det først – osv.)