Essay af Anna Rytter

Nedenstående er et uddrag fra essayet. Resten kan læses som PDF.

 

Jeg husker tydeligt første gang, jeg mødte en afrikaner. Det var i toget på vej fra Møn til Odense, dengang turen tog mange timer og man sejlede over Storebælt. Jeg var 6 år og skulle starte i 1. klasse efter sommerferien. Det kan jeg kan huske, at jeg høfligt og genert fortalte den fremmedartede, ældre herre, der sad overfor os i kupéen. Min mor har senere fortalt, at det var første og eneste gang, min bror og jeg sad stille hele turen. Vi var travlt optagede af at betragte det eksotiske væsen, der sad overfor os. Jeg kan huske, at jeg tænkte på, om han mon var farlig. Om han kunne finde på at gøre mig noget. Dét møde regnede jeg i mange år som mit første møde med en ”sort” mand. Et møde, der både var præget af nysgerrighed og angstens koldsved.

Som voksen har jeg ofte undret mig over, at jeg i mit indre har skabt en fortælling om, at denne mand, var den første afrikaner, jeg havde mødt. Det passer nemlig ikke. Gennem hele min barndom er der kommet afrikanere og afroamerikanere i mine forældres og bedsteforældres hjem. Jeg har bare aldrig lagt mærke til, at deres hudfarve var mørkere end min. Ingen af dem har jeg mødt som fremmede. Først da jeg ser en afrikansk mand i en togkupé, et fremmed sted, på ukendt territorium, overmandes jeg af frygten for det ukendte.