Kulturmødet

Hvilke kulturer færdes du i?

Jo længere, vi går tilbage i tiden, jo mere enkelt er svaret. Måske har man defineret sig selv ud fra en viden om, at man tilhørte enten en jæger- eller en samlerkultur. Men i dag færdes vi ikke kun i den fysiske verden. Vi færdes i høj grad i virtuelle universer. Ligesom de fysiske har de en dagsorden. Nogle aftalte formler. Man skal være nogen – eller noget – for at bidrage til kulturen. Og kulturen påvirker os i et dynamisk udvekslingsforhold.
”Menneskets natur er kultur”. Vi er født med et refleksivt modtageapparat, som sætter os i stand til, aktivt, at bringe evolutionen videre. Vi er – i modsætning til dyrene – født til at være en del af en kultur. Ikke på baggrund af en biologisk betingning – men på baggrund af et frit valg.

Jeg genså for nylig et billede fra 70’erne. En gruppe unge mennesker står, klædt i islandske sweatere og med ret få variationer i frisurerne, og taler sammen. Måske taler de om frihed, lighed og retfærdighed. Måske taler de om magtapparater og korruption. Som gruppe repræsenterer de en bevægelse væk fra ensretning og uniformering. Det pudsige er selvfølgelig, at de selv er uniformerede i en helt indlysende grad.

I 80’erne fulgte begrebet subkultur i kølvandet på punkbølgen. Der var den kulturelle hovedstrøm – og så var der subkulturerne. Det kan siges meget kort: Vi er født med et behov for at høre til. For at høre til tilpasser vi os en norm. Vi signalerer med vores adfærd og udtryk, at vi tilhører en bestemt gruppe. Og hvis vi ikke bekender os til en bestemt kultur, hører vi alligevel til i en gruppe. Som der står i en graffiti, også fra 80’erne: Anarkister verden over – foren jer!

Vores livsvilkår er grundlæggende de samme, ligegyldigt hvor i verden og til hvilke tider, vi er født. Vi er barn af vores forældre. Vi har brug for omsorg, for at blive mennesker. Vi har brug for at høre til, brug for at lære af ældre generationer. Vi har behov for at spise, sove og elske. Vi forplanter os. Vi kommunikerer.

Vores kultur hviler på netop de livsvilkår. Papua Ny Guineaserens tilhør stammen er ikke så meget anderledes end den danske efterskoleelevs hengivne bekendelse til efterskolens ånd og kultur.

Kulturen former os, giver os redskaber til at forstå, tænke og handle. Kulturen giver os en grad af frihed, et afsæt for at skabe og dermed påvirke kulturen.

Tiden er særlig. Vi står med rødderne i en landsbybevidsthed, og rækker armene ud mod hinanden i noget, der lige om lidt er et globalt favntag. Nogle landes kultur er stadig forankrede i det nære. I bevidstheden om, hvem bedsteforældrene var og hvad de stod for. I normer, som er grundlagt for flere århundreder siden. Værdierne forandrer sig langsomt. Det er dem-mod-os. Landsbybevidsthed.

Hvem er jeg – hvor har jeg min forestilling om verden fra – og i hvilken udstrækning tillader jeg mig at være nysgerrig og åben og møde det, der er fremmed for mig? Hvor langt kan jeg strække mig – og stadig være mig? Hvor langt kan jeg strække mig, uden at mine rødder slipper deres grundlag?

Hvem er du? Kan jeg se dig ind i øjnene og finde mig selv i dine øjnes spejl? Eller ser jeg en fremmed?

Tøj, leveregler, mad og drikke. Boligindretning og omgangstone. Buddha og Grundtvig. Traditioner, tro og overtro…

Kulturmødet er frugtbart. Det udfordrer os, udfordrer vores identitet – og inspirerer os.

Har vi brug for en kulturel forankring i dag? Kan vi overhovedet undgå at være kulturelt forankrede? Kan vi møde hinanden, hvis vi ikke har en vished om, hvem vi er – og hvem vi kommer fra?

Kan et kulturmøde være frugtbart, hvis det ikke er båret af mennesker, der har et afsæt i integritet og kulturel identitet?

Vi glæder os til at høre jeres svar. Men først og fremmest glæder vi os til at møde jer!

Pernille Nederland